Plantesamfund

Plantesamfundene på øerne og holmene er unikke.

For det første har de i århundreder kun været udsat for en minimal menneskelig påvirkning. Der har ikke været gødsket eller pløjet – endsige sprøjtet. Den eneste undtagelse fra dette er Eskilsø, hvor der tidligere har været dyrket korn og enkelte andre afgrøder på den høje del, men denne driftsform er nu ophørt.

For det andet er holmene nogle af de områder, som i dag er mindst udsat for belastning med nitrat og fosfat, som ellers rammer store dele af Danmark, og som mange steder ødelægger de naturlige plantesamfund. Der pløjes og sprøjtes fortsat ikke på holmene, men de belastes dog i lighed med resten af landet af luftbåren forurening. Holmenes plantesamfund er derfor i dag en af de bedste referencer vi har for andre områders botaniske forarmelse, men hvis den luftbårne forurening fortsætter med at stige, risikerer vi, at også disse unikke plantesamfund kan blive ødelagte.

Selv om fjordens øer og holme minder meget om hinanden, så har de dog en række vidt forskellige plantesamfund.


Karakteristisk zonering af planterne på Yderste Holm.

Hvor der findes en jævnt skrånende, vindeksponeret kyst – som på vestsiden af Yderste Holm - ses en typisk strandzonering , startende med annelgræs og læge-kokleare nærmest vandet. Dernæst følger tanglinien med strand-malurt og mælder efterfulgt af harril-eng eller strandoverdrev.


Saltpander på Flængholm, som er en ringø.

Visse af holmene – som Flængholm - har saltpander, der ved storm fyldes med saltvand, som derefter udtørrer ved fordampning og efterlader en meget saltholdig jord. Her findes salttolerante arter som kveller og strand-mælde.


Harrilengen på Hesteholmene med skarvkolonien i baggrunden. Indsat harril.

Harril-engen, som ofte har tuer og loer, hvor vandet når op ved højvande, er mest udpræget på de græssede øer – som Eskilsø, Øksneholm og Lilleø. Mange af de planter som fortrinsvis formerer sig ved frø bliver ædt af kreaturerne inden de når at sprede deres frø. Det bliver derfor græsser og andre arter der spreder sig vegetativt f.eks. ved rodskud, som vinder konkurrencen. Her er vegetationen ofte så tæt at det forhindrer spiring af eventuelt spredte frø.


Lugtløs kamille, strandasters m.fl. på Flængholm. I baggrunden Eskilsø.

På holme, som ikke afgræsses, ses ofte store bestande af strand-asters, strand-mælde og lugtløs kamille – som på Flængholm. Også strandoverdrevene på de højere og mere tørre partier er stærkt afhængige af at de bliver græsset.


Kølholms nordende domineres af nitratelskende planter.

Uden græsning – som på Kølholm og Langholm i Lejre Vig - dækkes de af en tæt vegetation af arter som draphavre og stor nælde.


En- og toårige planter spirer i mosegrisenes opskrab.

Men hvis der er mosegrise – som på Langholm i Lejre Vig - giver deres opskrab og muldskud såbede, hvor en række en- og toårige arter som almindelig katost og rosen-katost kan spire.


Overdrevsvegetation med slangehoved på Askehoved.

Hvis overdrevene afgræsses – som på Eskilsø, Øksneholm, Lilleø og Hesteholmene - vil det også her være græsserne, som vinder, men der findes dog visse flerårige urter, som kreaturerne går uden om, f.eks. slangehoved og oksetunge. Disse kan her danne store, smukke bestande.


I mågekolonierne gødskes der kraftigt, som her på Kølholm.

Fuglenes ekskrementer tilfører jorden store mængder gødning i kolonierne. Især i højere liggende kolonier – som på Kølholm, hvor udvaskningen ikke er så stor, kan denne gødning give store bede med almindelig katost, stor nælde m.fl., mens lavere, fugtige områder – som på Flængholm - domineres af strand asters, strand mælde og strand malurt.


Strandasters trives, hvor mågerne gødsker.


Tagrør findes kun i fjordens inderste vige – her på Sivholm.

I stille, brakke områder med blød bund – som Skovholmene og Sivholm - findes rørsump, med tagrør som næsten eneste art.