ROSKILDE FJORD

Mosegris

(Arvicola amphibious)


Mosegrisenes gange er med til at erodere holmene.

Mosegrisen – også kaldet vandrotten - er holmenes almindeligste pattedyr. Den udnytter – lige som ynglefuglene, at den her normalt ikke har nogen fjender. Mange steder kan jorden være helt undermineret af deres gange. Dette er flere steder en kraftigt medvirkende årsag til nedbrydning af de laveste holme. Mosegrisen er vegetar, og generer derfor ikke ynglefuglene, som rotten gør. Hvis nogle af dens fjender kommer ud på holmene, kan det gå meget hårdt ud over mosegrisene. Ikke bare ræv, lækat, mink og mår, men også rotter kan gøre voldsomme indhug i bestanden. I visse tilfælde kan dette medføre fuldstændig udryddelse af mosegrisene på det pågældende sted.


Såbede af mosegrisenes opskrab.

Mosegrisene har stor betydning for plantelivet på holmene, dels ved at æde af planterne, men i mindst lige så høj grad ved, at muldskud og udskrab fra deres gangsystemer fungerer som såbede for en- og toårige planter.


Rosenkatost gror i mosegrisenes muldskud.

Da en Lækat i 1985 udryddede mosegrisene på Langholm i Lejre Vig, skete der en kraftig nedgang blandt holmens rosenkatost og øvrige en- og toårige planter, som blev udkonkurrerede af græsser m.v. Den samme lækat gjorde i øvrigt også solidt indhug i holmens ynglefugle. Et godt eksempel på, hvor lidt der skal til at forstyrre naturens balance på disse små isolerede biotoper. Mosegrisen er en fremragende svømmer, og der går derfor sjældent lang tid inden de vender tilbage til steder, hvor de har været udryddede.



Uddybende artsbeskrivelse kan ses på "Fugle og Natur".